VERS OM RETFÆRDIGHED

Jeg ved godt, at tiderne kan være svære, og at vi længes efter retfærdighed. Uretfærdighed sårer og føles som en gift, der spreder sig. Retfærdighed er en fantastisk dyd, noget vi virkelig burde stræbe efter at afspejle i vores liv, så der kan blive harmoni, orden og tryghed her på jorden.

Retfærdighed er en af Guds mest bemærkelsesværdige egenskaber i Bibelen, men også en af de sværeste at forstå fuldt ud. Det er svært at adskille Guds retfærdighed fra hans hellighed og godhed. Som der står i Salmernes Bog 11,7: "Herren er retfærdig, han elsker retfærd, de retsindige skal se hans ansigt."

Hvordan kan vi så leve retfærdigt? Det er faktisk ret enkelt: Vi skal behandle andre, som Gud har behandlet os. Har Gud tilgivet os? Så skal vi tilgive andre. Har Gud velsignet os? Så skal vi velsigne andre.

Vi skal ikke opføre os, som om vi ejer verden, for den sande ejer kan blive vred. Vi skal ikke tro, at vi kan kontrollere tiden, for vi kan ikke ændre noget som helst! Vi skal ære Skaberen, og så vil Herren velsigne os.

I Kolossenserbrevet 3,25 står der: "Den, der gør uret, skal få løn som fortjent for sin uret; der er ikke forskel på folk hos Gud".

Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.

Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi Herren din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.

Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?

God er Herren, et Værn paa Nødens Dag, og han kender dem, som forlade sig paa ham.

Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;

thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen.

Fremdeles sagde han til dem: Gaar, æder det fede og drikker det søde og sender den, som intet har beredt, en Del; thi denne Dag er vor Herre hellig; derfor værer ikke bekymrede, thi Herrens Glæde den er eders Styrke.

Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene.

Men jeg vil glæde mig i Herren; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

Den, som bor i den Højestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.

Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.

Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre, Herre er min Styrke og Lovsang, og han er bleven mig til Frelse.

„Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror paa Gud, og tror paa mig!

Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

En Psalme af David. Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes.

Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande.

Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog trøstig.

Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!

Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi jeg har forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej, som jeg skal gaa paa; thi jeg har opløftet min Sjæl til dig.

Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.

Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel; ved hans frelsende højre Haands vældige Gerninger.

Disse forlade sig paa Vogne og disse paa Heste; men vi ville prise Herren vor Guds Navn.

Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.

at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig over, at jeg snubler.

Men jeg forlader mig paa din Miskundhed, lad mit Hjerte fryde sig i din Frelse; jeg vil synge for Herren, thi han har gjort vel imod mig.

Forlad dig paa Herren af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand!

Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.

Thi Gud Herren er Sol og Skjold; Herren giver Naade og Ære, intet godt nægter han dem, som vandre i Oprigtighed.

Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.

Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, og naar du har lagt dig, skal din Søvn være sød.

Du skal ikke frygte for pludselig Skræk, ej heller for Ødelæggelsen over de ugudelige, naar den kommer.

Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod fra at fanges.

Du gav Glæde i mit Hjerte større end den, de havde, da deres Korn og deres Most var i Overflod.

Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg.

Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.

Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!

Af David; et „gyldent Smykke‟. Gud! bevar mig; thi jeg tror paa dig.

Du sagde til Herren: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig;

Forlad dig paa Herren og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig;

og forlyst dig i Herren, saa skal han give dig dit Hjertes Begæring.

Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.

Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa Herren.

Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

Men en saadan Tillid have vi til Gud ved Kristus,

ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud,

som ogsaa gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør.

Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig.

Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glæde sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig.

Lad dog de ugudeliges Ondskab faa Ende, men stadfæst den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud!

Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.

Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live.

Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!

Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.

Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfærdigheds højre Haand.

Den Herre, Herres Aand er over mig, derfor har Herren salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse;

Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig,

den Sandhedens Aand, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder.

Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,

som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!

Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;

og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus.

Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder.

Men Haabets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I maa blive rige i Haabet ved den Helligaands Kraft! —

Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.

Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.

Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd.

Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Trone, for at vi kunne faa Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

Synger for Herren, I hans hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse.

Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, Herre! thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig.

Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud;

Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.

Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Maade og Maal en evig Vægt af Herlighed,

forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag,

De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang.

Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.

Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?

Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!

Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,

saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.

Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord!

Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile.

Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle.

Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.“

En Psalme af David. Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes.

Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande.

Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld.

Synger med Fryd, I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige.

Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom I ogsaa gøre.

Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.

Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.

Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.

Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer.

Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham.

Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?

Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.

Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Aand, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Aand.

Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden.

Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.

dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

Bøn til Gud