62 Vers fra Bibelen til en begravelse

Ved et bisættelse, er det at tale om Helligåndens kærlighed og uendelige trøst det mest opløftende, man kan tilbyde. Mine ord kan måske ikke lindre et såret hjerte, men håbet i Kristus Jesus kan hele knoglerne.

Selvom sorgen er tung ved en bisættelse, skaber den følsomhed, der er til stede hos de forsamlede, den perfekte ramme for at dele budskabet om Jesus og nå ud til dem, der endnu ikke har taget imod ham som deres eneste og tilstrækkelige frelser.

At præsentere frelsesbudskabet og tale om den afdødes liv med Herren vil styrke hjerterne, især håbet om at mødes igen i fremtiden, hvis man tager imod den frelse, Gud tilbyder gennem sin søn Jesus Kristus.

Det er vigtigt at være fyldt af Helligånden for at kunne være et redskab, Gud kan bruge til at omfavne og give mod til alle de tilstedeværende.

Lad Gud lede dit liv, så han kan vise sin kærlighed gennem dig. Du er den ideelle person til at give trøst, være et tilflugtssted og afspejle Jesus i dit ansigt.

Som en Moder trøster sit Barn, saaledes vil jeg trøste eder, og i Jerusalem skulle I trøstes.

Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre, der ikke have Haab.

Thi naar vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal ogsaa Gud ligesaa ved Jesus føre de hensovede frem med ham.

Jesus sagde til hende: „Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør.

Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gaaet over fra Døden til Livet.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

thi naar vi leve, leve vi for Herren, og naar vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.

Jesus sagde til hende: „Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør.

Og hver den, som lever og tror paa mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?“

Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse.

Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,

og de skulle gaa frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse.

Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud.

Og han skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort.

Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfærdigheds højre Haand.

og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus.

Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding.

Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?

Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!

Thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle ogsaa alle levendegøres i Kristus.

Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder.

Han skal opsluge Døden for evig, og den Herre, Herre skal afviske Graaden af alle Ansigter og borttage sit Folks Forsmædelse af al Jorden; thi Herren har talt det.

Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer.

En Psalme af David. Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes.

Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande.

Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld.

Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

Thi Herren trøster Zion, han trøster alle dens øde Stæder og gør dens Ørk ligesom Eden og dens øde Mark ligesom Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde i den, Taksigelse og Lovsangs Lyd.

Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig. I Verden have I Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.“

Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.

Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile.

God er Herren, et Værn paa Nødens Dag, og han kender dem, som forlade sig paa ham.

Thi jeg er vis paa, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter

eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren —

thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse —

ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.

Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, Herre! thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig.

Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene.

men jeg staar tvivlraadig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var saare meget bedre;

men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld.

Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livets Krone.

Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Aanden, de skulle hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem.

Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.

Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles,

Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;

thi naar vi leve, leve vi for Herren, og naar vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.

Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske baade over døde og levende.

Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død.

Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have; thi han har selv sagt: „Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,“

saa at vi kunne sige med frit Mod: „Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?“

Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

Men Haabets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I maa blive rige i Haabet ved den Helligaands Kraft! —

Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde.

Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile.

Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle.

Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.“

Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder.

Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live.

Forlad dig paa Herren af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand!

Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

Synger for Herren, I hans hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse.

Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen.

I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans Aabenbarelse.

Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.

Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe.

Jeg opløfter mine Øjne til Bjergene; hvorfra skal min Hjælp komme?

Min Hjælp kommer fra Herren, som skabte Himmelen og Jorden.

Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er paa Jorden.

Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv; og dette Liv er i hans Søn.

Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.

hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,

hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.

Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.

Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov!

I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!

og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand.

Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand.

Jeg og Faderen, vi ere eet.“

Thi af Naaden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven;

ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.

Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.

Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.

Bøn til Gud