Kategori
VERS OM JESUS
Tænk engang, Jesus, din frelser, døde af kærlighed til dig på et kors. Han er Guds elskede søn, og det er gennem ham, vi finder frelse og evigt liv. Han er Kongernes Konge og Herrernes Herre, og han led for dine synder.
Han ønsker, at du kommer til ham hver dag, lærer ham at kende og taler med ham. Han vil være din nærmeste ven. Hans kærlighed til dig er så stor, at han valgte at dø for at frelse dig. Som der står i Lukas 19,10: "For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte."
Det er kun gennem Jesus, vi kan opnå frelse og evigt liv og blive fri fra denne verdens forgængelige lænker. Apostlenes Gerninger 4,12 minder os om: "Og der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himlen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi skal frelses."
Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.
Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig.
Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste.
Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
Synger for Herren, lover Herren; thi han har udfriet den elendiges Sjæl af de ondes Haand.
Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig. I Verden have I Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.“
Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.
Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære.
Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.
Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.
Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfærdigheds højre Haand.
Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde mig om Nætterne.
Jeg har stedse sat Herren for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes.
De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang.
Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han hjembærer sine Neg.
Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg blev friet fra Løvens Gab.
Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.
Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.
Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde.
Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord!
Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke!
Den, som bor i den Højestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.
Thi jeg er vis paa, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter
eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og ræddes ikke for Kongen af Assyrien, ej heller for hele den Hob, som er med ham; thi der er en større med os end med ham.
Med ham er en kødelig Arm, men med os er Herren vor Gud, som vil hjælpe os og stride i vore Krige; og Folket forlod sig fast paa Ezekias, Judas Konges, Ord.
Gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang; takker ham, velsigner hans Navn.
Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelæg!
Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; af David; „et gyldent Smykke‟; der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
Min Sjæl! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn.
Min Sjæl! lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger,
Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.
Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne.
Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med Fryd.
Han er din Lovsang, og han er din Gud, som har gjort disse store og forfærdelige Ting imod dig, hvilke dine Øjne have set.
Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Der er ingen hellig som Herren; thi der er ingen foruden dig og ingen Klippe som vor Gud.
til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, Herrens Plantning, ham til Herlighed.
Derfor er du stor, Herre Gud! thi der er ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.
Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
Du opfor i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud!
og han har sagt mig: „Min Naade er dig nok; thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed.“ Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.
Derfor er jeg vel tilfreds under Magtesløshed, under Overlast, under Nød, under Forfølgelser, under Angester for Kristi Skyld; thi naar jeg er magtesløs, da er jeg stærk.
Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.
Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;
og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus.
Da han havde faaet saadan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.
Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede paa dem.
Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn.
Værer altid glade,
beder uafladelig,
takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i Kristus Jesus.
Af David. Herren er mit Lys og min Frelse, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?
Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.
Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd.
Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David.
Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn!
Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op.
Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden!
Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris.
Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og herliggøre ham.
Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren.
Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender.
Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer.
Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham.
Af det dybe raaber jeg til dig, Herre!
Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst.
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Herre! du er min Gud, jeg vil ophøje dig, jeg vil bekende dit Navn; thi du gjorde Under; de Raad, som ere fattede længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.
Thi jeg kender de Tanker, som jeg tænker angaaende eder, siger Herren, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Men Haabets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I maa blive rige i Haabet ved den Helligaands Kraft! —
Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile.
Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle.
Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.“
Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.
Jeg opløfter mine Øjne til Bjergene; hvorfra skal min Hjælp komme?
Min Hjælp kommer fra Herren, som skabte Himmelen og Jorden.
ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Haab,
men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligaand, som blev given os.
Men naar vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, saafremt vi ikke give tabt.
Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
Jeg har stedse sat Herren for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes.
Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig.
Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se Herrens Godhed i de levendes Land —!
Bi efter Herren, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter Herren!