95 Verser om ægteskabelig fred og harmoni

med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed

og gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand;

Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er Fuldkommenhedens Baand.

Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,

gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;

glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;

den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.

I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,

Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren;

Ligesaa I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar , og beviser dem Ære som dem, der ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres.

I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem!

Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes ogsaa Hustruen Manden.

Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.“

Hvo der har fundet en Hustru, har fundet en god Ting og bekommer en Velbehagelighed af Herren.

Haver fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi „Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder.“

Bedre to end een; thi de have en god Løn for deres Arbejde.

Thi dersom de falde, kan den ene oprejse sin Stalbroder, men ve den, som er ene; naar han falder, er der ingen anden til at oprejse ham.

Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler.

Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.

Dog, ogsaa I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!

værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!

En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskæmmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.

Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land.

Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse!

Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse.

Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom I ogsaa gøre.

Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.

I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

Men Udholdenhedens og Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,

for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader.

Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle;

saa skal du finde Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øjne.

saa I bære over med hverandre og tilgive hverandre, dersom nogen har Klagemaal imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, saaledes ogsaa I!

Men Aandens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed,

Sagtmodighed, Afholdenhed. Imod saadanne er Loven ikke,

intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv

og ikke se hver paa sit, men enhver ogsaa paa andres.

Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.

Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.

Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os.

Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord.

Ved Visdom bygges et Hus, og ved Forstand befæstes det;

Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn.

Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til eder,

Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle ogsaa I elske hverandre.

Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,

og vandrer i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.

Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig.

Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.

Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;

Befal Herren dine Gerninger, saa skulle dine Anslag stadfæstes.

Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre, for at I maa blive helbredede; en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig.

For øvrigt bliver stærke i Herren og i hans Styrkes Vælde!

Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge;

Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.

Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte.

og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus.

Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene.

Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov!

Derfor tager eder af hverandre, ligesom ogsaa Kristus har taget sig af os, til Guds Ære.

Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:

og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder Fred med hverandre!

Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.

Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, saa I vide, hvorledes I bør svare enhver især.

Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om eder, at I staa faste i een Aand, saa at I med een Sjæl stride tilsammen for Troen paa Evangeliet

Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed.

Derfor, lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke maa give sin Broder Anstød eller Forargelse.

Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som stifte Fred.

Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt, og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende; og Isak blev trøstet efter sin Moder.

Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg,

Had opvækker Trætter, men Kærlighed skjuler alle Overtrædelser.

Ligesaa, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel,

Altsaa, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle ogsaa I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne.

Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligesaa skulle ogsaa I gøre imod dem!

Alt ske hos eder i Kærlighed!

Naar Herren har Velbehag i en Mands Veje, da gør han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.

I øvrigt, Brødre! glæder eder, bliver fuldkommengjorte, lader eder formane, værer enige, værer fredsommelige, og Kærlighedens og Fredens Gud skal være med eder.

Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som ønsker sig Dage for at se godt?

Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig.

Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke maa findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening.

og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;

Ved Langmodighed overtales en Fyrste, og en blød. Tunge sønderbryder Ben.

og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger

Den, som elsker Hjertets Renhed, hvis Læber ere yndige, hans Ven er Kongen.

Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.

Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden.

Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste,

Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode;

Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro.

En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig dæmper Kiv.

Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder.

Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Forbitrelse;

Altsaa retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus,

Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.

Thi „den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;

han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den!

Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser.

I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere!

Thi Kødets Higen er Død, men Aandens Higen er Liv og Fred,

Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen, men i Gerning og Sandhed!

Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme.

Forlad dig paa Herren af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand!

Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

Og Kristi Fred raade i eders Hjerter, til hvilken I ogsaa bleve kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige!

Det er bedre at bo i et øde Land end hos en trættekær og arrig Kvinde.

som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!