Forhandlings 7 - North Frisian New Testament (Clemens)

Dit 7. Kapitel.

¹ Diär sprok di Hogpröst: Es dit sa?

² Mar hi sprok: Lew Brödhem en Väders, hir mi tö: Gott aur al Herligheid kam üs Vader Abraham ön Sjün, üs hi jit ön Mesopotamien wiär, jer dat hi unet ön Haran.

³ En said tö höm: Gung üt dit Lönd, en van din Friindskep, en gung hen ön en Lönd, welk (wat) ik di wise wel.

⁴ Da ging hi üt di Kaldäer Lönd, en unet ön Haran. En van diär üs sin Våder stürwen wiär, brågt hi höm aur ön dit Lönd, hur I nü une.

⁵ En jåw höm nin Arwdil diärön, uk ek en Fut brēd, en löwet höm, hi wild-t höm īw tö besetten, en sin Ofkomst (Sit) eter höm, üs hi jit nin Biären hed.

⁶ Mar Gott sprok sa: Din Ofkomst wel en Främed wis ön en främed Lönd, en ja /wel/ höm tinstbår måke, en öwel behandele vjur höndert Jår.

⁷ En dit Volk, wat ja tine skel, wel ik rogt, sprok Gott; en diäreter skel ja ütti, en mi tine ön dös Steid.

⁸ En hi jåw höm di Bünd van di Beskjäring. En hi woan Isaak, en beskjärt höm üp /di/ ågst Dai; en Isaak woan Jakob, en Jakob woan di twellef Stamväders.

⁹ En di Stamväders wiär nidsk üp Joseph, en forkopet höm na Ägypten; mar Gott wiär me höm.

¹⁰ En reddigt höm van al Bedrük, en jåw höm Gnåd en Wisheid voar di Könning Farao ön Ägypten, di sät höm tö en Först aur Aegypten, en aur sin hil Hüs.

¹¹ Mar diär kam en jür Tid aur dit hile Lönd en Kanaan en en gurt Benautheid, en üs Väders foand nin Lewentsmeddel (Fuder).

¹² Mar üs Jakob hjert, dat ön Ägypten Kūm wiär, stjürt hi üs Väders dit jest Lop (üt) diärhen.

¹³ En di taust Reis wåd Joseph sin Brödhem bekǟnt, en Josephs Ofstamming wad Farao ipenbar.

¹⁴ En Joseph stjürt hen, en let sin Vader Jakob håle, en sin hile Friindskep (di Einen), füf en söwendig Seelen.

¹⁵ En Jakob reiset na Ägypten, en stoarw, hi sallew en üs Väders.

¹⁶ En ja wåd herbragt na Sichem, en önt Grēw leid, wat Abraham kopet hed foar en Sum Jild van Hemors Seens ön Sichem.

¹⁷ Üs nü di Tid van di Belöwing naier kam, welk Gott Abraham swären hed, formiäret sik dit Volk en nom vul tö ön Ägypten.

¹⁸ Bet dat en Üder Könning apkâm, hi wust nönt van Joseph.

¹⁹ Hi brükt Listigheid tögen üs Geslagt, en behandelt üs Väders nikswerdig (öwel), en måket et sa, dat em di litj Biärnkes wegwârp måst (ütsät), omdat ja ek lewendig bliw skuld.

²⁰ Om di Tid wåd Moses geboren, en wiär en voarskel dâlk Jungen voar Gott, en wad tri Mun aptein ön sin Våders Hüs.

²¹ Mar üs hi ütsät uden wiär, nom Faraos Dågter höm ap, en tog höm ap üs hör ein Seen.

²² En Moses wad lirt ön al di Wisheid, welk di Ägypters hed, en wiär magtig ön Urder en Werken.

²³ Mar üs hi vjärdig Jår oald wiär, kâm-t höm on Sen, sin Brödhem, Israels Biärner, tö besjukken.

²⁴ En hi såg Jen Ünrogt liden; höm stönd hi bi, en wröget (wräket) di, welk Ünrogt ske, en slog di Ägypter doad.

²⁵ Mar hi ment, sin Brödhem skuld dit forstun, dat Gott dör sin Hund jam Forlegting īw wild, mar ja küd dit ek forstun.

²⁶ En üp di Üder Dai kam hi tö jam, diär ja önder arküder ünjens wiär; en hi twōng jam (formånet jam), Frēd tö hoalden, en sprok: Lew Måner, hurom dö I arküder Ünrogt?

²⁷ Mar di, welk sin Naist (di Üder) Ünrogt död, skopt höm van sik, en sprok: Hokken hēd di /aur üs/ tö Opperst en Rigter önstelt?

²⁸ Wedt dü mi uk doadsla, üs di jüster di Ägypter doadslain hēst?

²⁹ Aur döt Urd nōm Moses di Flögt, en wåd en Främed ön dit Lönd Madian; diär woan hi tau Seens tö.

³⁰ En üs vjärdig Jår forlöpen wiär, kam höm on di Wösteni üp di Bârig Sinai di Herr sin Engel ön Sjün, ön en Jöldflam ön di Bosk.

³¹ Diär Moses dit såg, forwundert hi sik aur dit Sjün. Mar üs hi hengung, om nau tötölukkin, kam di Herr sin Stem tö höm.

³² Ik sen din Väders Gott, Abrahams Gott, en Isaaks Gott, en Jakobs Gott, mar Moses sjilwt, en dört ek âplukke.

³³ En di Herr said tö höm: Ti din Skur of van din Fet, for dit Steid, hur dü stånst, es en hellig Lönd.

³⁴ Ik hå di Meshandling ön din Volk wel sen, wat ön Ägypten es, en hå jår Holsikken hjert, en sen diälkjemmen, om jam tö reddigin. En nü kom hjårt, ik wel di tö Ägypten stjür.

³⁵ Dös Moses, welk ja forlögnet, en sprok: Hokken hēd di tö en Opperst of Rigter önstelt, di stjürt Gott tö en Opperst en Oflosser dör en Engelshund, welk höm ön di Bosk ön Sjün kâm.

³⁶ Hi fört jam üt, en död Teken en Wunder ön Ägypten, ön di road See (Miär), en ön di Wösteni, vjärdig Jår.

³⁷ Hat es dös Moses, diär tö Israels Biärner said hēd: En Profet wel ju di Herr, ju Gott apwǟk üt ju Brödhem, alliküs mi, höm skel I hir.

³⁸ Dös est, diär ön dit Geminte ön di Wösteni me di Engel wiär, diär tö höm sprok üp di Barig Sinai, en me üs Väders; hi fing dit lewendig Ūrd, om-t üs tö iwen.

³⁹ Welk ju Väders ek harke wild, mar ja stöt höm van sik, en wǟnt sik om me jår Hart na Aegypten.

⁴⁰ En sprok tö Aron: Måke üs Gotten, diär voar üs ofgung, for wü wēt ek, wat dös Moses, welk üs üt dit Lönd Aegypten förd hēd, aurkjemmen es.

⁴¹ En måket en Koalf om di Tid, en brågt di Gott en Afer, en frügget jam aur di Werken van jar Hunden.

⁴² En Gott kirt sik, en jaw jam hen, dat ja tinet di Stiärner, kärwis ön Hemmel, alliküs er skrewwen stånt ön dit Bok van di Profeten: Hå i van-t Hüs Israel di vjärdig Jår ön di Wösteni mi uk jens Afer en Kreiter åwert?

⁴³ En I nom Molochs Höt (Tabernakel) ön, en dit Stiärbild van ju Gott Remfan, di Ofbildninger, welk I måket hed, om jam öntöbödigin; en ik wel ju aurflet üp di jünder Sid van Babylon.

⁴⁴ En üs Väders hed di Höt van dit Tjügnis ön di Wösteni, alliküs hi jam dit forordnet hed, üs hi tö Moses sprok: dat hit måke skuld eter dit Voarbild, wat hi sen hed.

⁴⁵ Welk üs Väders uk önnōm, en brågt et me Josua īn ön dit Lönd, wat di Heiden besēt, welk Gott ütstöt (ütskopt) voar üs Väders Ansegt, bet tö Davids Tid.

⁴⁶ Hi foand Gnad voar Gott, en boad, dat hi en Uning finj måt foar Jakobs Gott.

⁴⁷ Mar Salomon begt höm en Hüs.

⁴⁸ Mar di Allerhōgst unet ek ön Tempeler, diär me Hunden måket sen, üs di Profet said:

⁴⁹ Di Hemmel es min Stöl, en di Örd es min Futskölk. Wat wel i mi da foar en Hüs beg, sprakt di Herr, of welk es dit Steid foar min Rast (Ruh)?

⁵⁰ Hed min Hund dit ek Alles måket?

⁵¹ I Hartnacketen en Ünbeskjärnen ön Harten en Oaren, I wederstun stidigs di hellig Geist, alliküs ju Väders, sa uk I.

⁵² Welk Profeten hå ju Väders ek forfölligt, en jam ombrågt, diär di Tökomst tö voaren forkindigt van dös Rogtfârdig, huns Forräters en Murdigers I nü uden sen.

⁵³ I hå di Wet fingen dör di Engeler jår Wârew, en hå-t ek hölden.

⁵⁴ Diär ja dit hjert, ging-t jam dör-t Hart, en ja gnâset di Ted töhop aur jam.

⁵⁵ Mar hi wiär vol van di hellig Geist, en lukket âp jen Hemmel, en sag Gottes Herligheid, en Jesus stunen tö di rogt Hund van Gott, /en sprok/: Lukke, ik se di Hemmel ipen, en di Lies: Menskenseen stunen tö Gottes rogt Hund.

⁵⁶ Mar ja röp me gurtem Stem, en höld jår Oaren tö, en stört mearküder üp höm loas, stöt höm üt di Stad, en stinigt höm.

⁵⁷ En di Tjügen leid jar Kloader of tö en Jungmensk sin Fet, hi hjit Saulus.

⁵⁸ En ja stinigt Stefanus, hi rȫp en sprok: Herr Jesus, nem min Geist ap!

⁵⁹ En hi fǟl diäl ön Knebiner, en röp me gurtem Stem: Herr, reken jam di Send ek tö! En diär hi dit said hed, slöp hi tö.