Forhandlings 5 - North Frisian New Testament (Clemens)

Dit 5. Kapitel

¹ Mar en Man, bi Nōm Ananias, samt sin Wüf Saffira, forkopet sin Gud.

² En behöld wat van dit Jild, me sin Wüfs Weten, en brågt en Dil, en leid-t tö di Aposteler jår Fet.

³ Mar Petrus said: Ananias! hurom hēd di Satan din Hart vol felt, dat dü /di/ hellig Geist wat voarljugst, en behalst wat van dit Jild foar di Eker?

⁴ Dü hedst en jå dag wel behoald küd, diär dü en hedst, en üs hi forkopet wiär, wiär-t uk ön din Gewalt. Hurom hēst dü di da Sok ön din Hart voarnommen? Dü hēst ek Mensken, mar Gott wat voarlein.

⁵ Mar üs Ananias dös Ūrder hjert, fǟl hi djäl, en jaw di Geist âp. En diär kam en gurt Fürgt aur al danen, welk döt hjert.

⁶ En di Karming (Junglid) stönd ap, en brågt höm bi Sid, en drog höm üt, en begrow höm.

⁷ En hat gebört eter en litj Skür, bi tri Stünd, kam sin Wüf uk īn, en wust ek, wat er sken wiär.

⁸ Mar Petrus swåret hör: Si mi, hå at di Eker sa jür forkopet? Jü said: Jå, sa jür.

⁹ Mar Petrus said tö hör: Hurom sen at da jens uden di Herrs Geist tö forsjukken? Se, di Fet van danen, welk din Man begrewen hå, sen voar Dür, en wel di ütdrai.

¹⁰ En metjens fǟl jü tö sin Fet, en jaw di Geist ap. Diär kam di Junglid, en foand hör doad, drog hör üt, en begrow hör bi hör Man.

¹¹ En diär kâm en gurt Fürgt aur dit hil Geminte, en aur Alle (jam altermål), welk dit hjert.

¹² En diär ske vul Teken en Wunder mung dit Volk dör di Apostels jar Hunden, en ja wiär al ön Salomons Böggang, en wiär jens Sens.

¹³ En van di Üdern dört sik nemmen tö jam hoald, mar dit Volk höld /dag/ gurt /vul/ van jam.

¹⁴ Di Tal van danen, welk ön di Herr liwt, wåd stidigs gurter, sawel van Maner, üs van Wüffen.

¹⁵ Sa dat ja di Krånken ütdrog üp di Gåten, en leid danen üp Bäder en Bör, om dat, wan Petrus kam, sin Skår üp hokken van jam fål måt.

¹⁶ Diär kam uk Vulen van di omliggende Städer tö Jerusalem, en brågt di Krånken, en danen, welk van fül Geister pinigt wåd, en ja wåd Al sünd.

¹⁷ Mar diär stönd di Hōgpröst ap, en al danen, welk me höm wiär, hat wiär di Sekt van di Sadducäers, en wåd vol Iwer.

¹⁸ En leid di Hunden ön di Aposteler, en sät jam önt Tügthüs.

¹⁹ Mar di Herr sin Engel måket ön Nagtem di Dür van-t Tügthüs ipen, en geleitet jam üt, en sprok:

²⁰ Gung hen, en trēd âp, en sprek ön di Tempel tö dit Volk alle Urder van döt Lewent.

²¹ Üs ja dit hjert hed, ging ja en Miärnem eder īn ön di Tempel, en lirt. Mar di Hōgpröst kam, en danen, welk me höm wiär, en röp di Rad töhop, en alle Olderlid van Israels Biärner; en stjürt hen na dit Tügthüs, om jam tö hålin.

²² Mar di Diners kam diärhen, en foand jam ek önt Tügthüs, ja kirt weder töbek, brågt Tiding, en sprok:

²³ Dit Tügthüs foand wü töslöten me al Omtågt, en di Wagters bütten stunen voar di Düren, /mar/ diär wü ipen måket, foand wü Nemmen diärön.

²⁴ Diär nü di Hōgpröst en di Hauptman van di Tempel en di Opperpröster di Urder hjert, wåd ja forlegen, wat diär van dag ud wild.

²⁵ Diär kam er Jen tö jam me di Bödskep: Betänk, di Maner, diär I ön-t Gefängnis sǟt hå, sen ön di Tempel, stun diär, en lir dit Volk.

²⁶ Diär ging di Hauptman me di Diners /hen/, en hålet jam, ek me Gewalt, for ja fürgt sik voar dit Volk, om dat ja ek stinigt wåd.

²⁷ En üs ja jam bragt, stelt ja jam voar di Rad. En di Opperpröst fråget jam, en said:

²⁸ Hå wü ju ek iärnstlik forböden, dat I ek ön dös Nōm lir skuld? En betänk, I hå Jerusalem vol måket me ju Lir, en I wel dit Blöd van dös Mensk aur üs bring.

²⁹ Mar Petrus en di Aposteler swåret, en sprok: Em mut Gott moar harke, üs di Mensken.

³⁰ Üs Väders Gott hēd Jesus âpwǟkt, welk I ombragt hå en ön dit Holt hinget.

³¹ Dös hēd Gott dör sin rogt Hund âphoget tö en Först en Seligmåker, om Israel Bekiring en Foriwing van Send tö iwen.

³² En wü sen sin Tjügen tö dös Urder, en di hellig Geist, welk Gott dânen jewt, diär höm harke.

³³ Diär ja dit hjert, ging-t jam dör-t Hart, en ja tågt jam doad tö slaen.

³⁴ Mar diär stönd ön di Råd en Farisäer ap, bi Nōm Gamaliel, en Skreftgeliärter, welagtet voar- t hile Volk, en gebot, dat di Aposteler en litjet bütten ütgung skuld.

³⁵ En sprok tö jam: I Karming van Israel, nem ju sallew wår ön dös Mensken, wat I dö skel.

³⁶ Voar dös Dagen stönd Theudas ap, en jaw voar, hi wiär wat, en en gurt Kär Karming omtrent vjurhöndert hinget höm ön; hi wåd doad slain, en al danen, welk höm tofälen wiär, sen ombisprat en tö nönt uden.

³⁷ Ederst stönd Judas üt Galiläa ap ön di Dagen, dat er tö Skat önsät wåd, en måket vul Volk sens oftöfålen eter höm; en hi es uk omkjemmen, en al danen, diär höm töfäl, sen ombistrit uden.

³⁸ En nü si ik ju: Let of van dös Mensken, en let jam får. Es di Red of dit Werk van Mensken, da welt van sallew forgung.

³⁹ Mar est van Gott, da kjen I-t ek dämpe, omdat I ek meskin befünden ud, alliküs dat I tögen Gott strid wel.

⁴⁰ Diär fål ja höm tö, en rȫp di Aposteler, pitsket jam, en gebot jam, ja skuld ek sprēk ön Jesus sin Nōm, en let jam gung.

⁴¹ Mar ja ging blid weg van di Rads Ansegt, dat ja wert wessen wiär, om sin Nōms wel Småg tö liden.

⁴² En ja höld ek âp, ark Dai ön di Tempel en hen en weder ön di Hüsing tö liren, en dit Evangilje van Jesus Christus tö prötjin (forkindigin).