Mar Zachäus trat naier en said tö di Herr: Se, Herr, dit Hoallew van min Gud iiw ik ön di Ârmen, en wan ik hokken bedrain hå, da maake ik dit vjurmaal weder gud.
En üs di Engel, welk me Cornelius sprok, weggingen wiär, röp hi tau van sin Hüsknegter, en en gottes=fürgtig Krigsknegt van danen, welk stidigs bi höm wiär.
Om dat I sönder Tadel en âprogtig sen, en Gottes Biärner, dat I nin Stråf fortinet hå mung dit forkirt en fordürwen Geslegt, mung danen I skin üs Lägter üp di Wârld.
En ik hjert en gurt Stem, di sprok ön Hemmel: Nü es di Seligheid, en di Kraft, en dit Könningrik, en di Magt üs Gott sin en Kristus uden, wil di Forklager van üs Brödhern djälstört es, diär jam forklåget hēd Nagt en Dai voar Gott.