For di Uurder, diär dü mi iwen heest, hå ik jam iwen; en ja hå-t önnommen, en et wårelk iinsen, dat ik van di ütgingen sen; en liiw, dat dü mi stjürt heest.
Forwår, forwår, ik si ju: Hokken min Uurd hjert, en liiwt ön höm, diär mi stjürt heed, di heed dit ewig Lewent, en komt ek ön dit Gerigt, mar hi es van Doaden döörtrǟngt tö dit ewig Lewent.
Dös est, diär ön dit Geminte ön di Wösteni me di Engel wiär, diär tö höm sprok üp di Barig Sinai, en me üs Väders; hi fing dit lewendig Ūrd, om-t üs tö iwen.