Forwår, forwår, ik si ju: Hokken min Uurd hjert, en liiwt ön höm, diär mi stjürt heed, di heed dit ewig Lewent, en komt ek ön dit Gerigt, mar hi es van Doaden döörtrǟngt tö dit ewig Lewent.
Selig es di en hellig, diär Dil hēd ön dit jest Apstunen; aur Sokken hēd di üder Doad nin Magt, mar ja skel Gottes Pröster, en Kristus sin wis, en me höm düsend Jår herske.