Jerusalem, Jerusalem! diär dü di Profeten dit Lewent nemst, en stinigst dânen, diär tö di stjürt ud, hur aaft haa ik din Jungen forsaamle wilđ üs en Hen hör Henkgen önđer hör Jükken; en I hå ek wilđ.
Welk Profeten hå ju Väders ek forfölligt, en jam ombrågt, diär di Tökomst tö voaren forkindigt van dös Rogtfârdig, huns Forräters en Murdigers I nü uden sen.
Sprēk nönt Arigs van arküder, lew Brödhern! Hokken om sin Brödher wat Arigs sprakt, en aur sin Brödher ordilet, di sprakt arig van di Wet, en ordilet aur di Wet. Wan dü aur di Wet ordilest, da best dü nin Däder van di Wet, mar en Rigter.
Da wis nü geduldig, min lew Brödhern! bet tö-di Herr sin Önkomst. Se, en Löndman es di köstelk Frügt forwagten; en es diärbi geduldig, tö dat hi faid di Miärens-rin en di Indjs-Rin.