Sa stjür nü na Joppe, en let Jen hjårt röp, Simon, me di Tönom Petrus, diär tö Herbârig es ön dit Hüs bi di Garwer Simon, bi di See (Miär); welk, wan hi komt, me di sprēk wel.
En üs er nü lung diäraur streden wiär, stönd Petrus âp en sprok: I Måner, lew Brödhem, I wēt, dat Gott lung voar dös Tid mung üs mi ütwälet hēd, dat dör min Müd di Heiden dit Urd van-t Evangilje hir en liw skuld.
Aurdat Lydda nai bi Joppe es, üs di Jüngers hjert, dat Petrus diär wiär, stjürt ja tau Karming tö höm, en boad höm, dat hi-t ek âpsküw måt, tö jam tö kommen.