2 Hu, ne sæde ic þe, Drihten, þæt þu eart min God, for þam þu me eall þa good sealdest þe ic hæbbe, and þe heora nan nydþerf nis eft on me to nimene.
To þe cwyð min heorte: “Ic sohte þine ansyne; ic sece gyt symle, Drihten.”
And ic, þeah, Drihten, to þe hopode and sæde þæt þu wære min God;
Hwæt mæg me wiðerhabban on heofonrice? hwæt wolde ic fram þe wyrcean ofer eorþan?
1 Eala, Drihten, ure God, hu wundorlic þin nama ys geond ealle eorðan, for þam ahefen ys þin myclung ofer heofonas.
He me him to fælum fæder gecygde: ‘wæs me andfencge, god, ecere hælu’.
Ic to Drihtne cwæð: “Þu me dyre eart fæle fultum; hæbbe ic freond on him, min se gōda God, and ic on ðe geare hycge.”