Luke 18 - Anglo-Saxon Wessex Gospels c1000 ADIudex quidam erat in ciuitate qui deum timuit nec hominem 1 Þa saigde he heom sum byspell þæt hit is riht þæt man symle gebidden ⁊na geteorige. 2 and þus cwæð. Sume dema wæs on sumer cestre. se god ne ondredde ne nenne man ne onþracode. 3 Ða wæs sum wudewa on þare cestre; þa com hyo to him ⁊cwæð. Wrec me wið minne wiðerwinne. 4 Þa nolde ne langere tide. Æfter þam þa quoth. he. 5 þeah ich god ne ondræde. ne ic man ne onþracige. þeah forþan þe þeos wudewe me is gram. ich wreke hyo. þelæs hyo æt nextan cume me beropende. 6 Þa cwæð drihten. gehyreð hwæt se unrihtwise deme cweeð (sic). 7 Soðlice ne deeð god his gecorenra wrace cleopiende to hym daiges ⁊nihtes; ⁊he ðeld on him hafð. 8 Ich eow segge þæt he raðe heore wræce deð. Þeahhwæðere wenst þu þanne mannes sune cymð. gemet he geleafen on eorðan. 9 Ða cwæð he to sumen þis byspell. þe on hyo selfe truweden ⁊oðrum forhugodon. Duo homines ascendebant in templum ut orarent 10 Twegen men ferden to sume temple þt þt hyo; hyo gebæden. an sunderhalge ⁊an manfull. 11 Ða stod se phariseus ⁊hine þus gebed. god þe ich þances do. forþan ich ne em swilche odre men. reaferes unrihtwise. unrihthameðes. oððe eac swylc þes manfulle. 12 Ic faeste twige on wuca. ic gife teondunge ealles þas þe ich hæbbe. 13 Ða stod se manfulla feorran ⁊nolde forðan his eagen ahebben up to þam heofene. ac he beot his breost ⁊cwæð. God beo þu milde me senfulle. 14 Soðlice ich eow segge þæt þes ferde gerihtwised to his huse. forþan þe ælc þe hine upahefd beoð genyðered ⁊se þe hine nyðered byoð upahafen. 15 Ða brohten hyo cyldre to hym þæt he hyo ætrine. Ða his leorningcnihtes hyo geseagen hyo cydden heom. 16 Ða cleopede se hælend hyo to hym ⁊cwæð. Læteð þa litlinges to me cumen ⁊ne forbeode ge heo swylcere ys godes rice. 17 Soðlice ic eow segge swa hwilc swa ne onfegð godes rice swa swa cyld. ne gæð he on godes rice. 18 Ða axode hine sum aldor. godne lareow hwæt do ich þæt ich eche lyf hæbbe. 19 Ða cwæð se hælend hwi segest þu me godne. nis nan man god buten god ane. 20 Canst þu þa bebode; ne ofsleh þu. ne fyrena þu. ne stell þu. ne leoh þu. wurðe þinne fader ⁊þine moder. 21 Ða cwæð he eal þis ic heold. of minre geogeðe. 22 Ða cwæð se hælend an þing þe is wane. syle eall þt þu hafst ⁊gyf eall þt þearfen. þanne hafst þu goldhord on heofene ⁊cum and folge me. 23 Ða he þas word gehyrde he warð geunrot. forþam þe he wæs swiðe welig. 24 Ða se hælend hine unrotne geseah he cwæð. Eale hu earfodlice gæð on godes rice þa þe feoh hæbbed. 25 eðelicor mæg se olfend gan þurh anre nedle eage. þanne se welige on godes riche. 26 Ða cwæðen þa þe þis gehyrden ⁊hwa mæg hal beon. 27 þa saide he heom. Gode beoð mihtilice þa þing þe mannen synde unmihtilice. 28 Þa cwæð petrus. Ealle þing we forleten ⁊folgedon þe. 29 Ða cwæð he. Soðlice ic eow segge nis nan mann þe his hus forlæt. oððe mæges oððe broðre. oððe wif. oððe bearn; for godes rice. 30 ðe ne onfoð michele mare on þisse tide ⁊ece lyf on towearde worelde. Assumpsit iesus discipulos suos secreto ⁊ait illis. Ecce ascendimus 31 Þa nam se hælend his leorningcnihtes ⁊cwæð to heom. Fareð to ierusalem ⁊ealle þing beoð gefylde þe be mannes sune þurh witegene awritene synde. 32 He beoð þeoden geseald ⁊byoð bismereð ⁊geswungen ⁊onspætt. 33 ⁊æfter þam þe hyo hine swingeð hyo hine ofslead ⁊he ðridde daige arist. 34 ⁊hyo naht þas ongeatan ⁊heom wæs þis word behydd. Cum appropinquaret iericho 35 Þa he neahlahte jerico sum blind man sæt wið þane weig wædliende. 36 ⁊þa he gehyrde þa manigeo farende. he axode hwæt þt wære. 37 þa saigden hyo þæt þær ferde se nazarenisce hælend. 38 Þa remde he ⁊cwæð. Eale hælend dauiðes sune gemiltsce me. 39 ⁊þa þe forestopen hine þredden þæt he swugede. þas þe mære he clypede. Dauides sune gemiltse me. 40 Ða stod se hælend ⁊het hine læden to him. Ða he nehlahte he axode hine. 41 hwæt wilt þu þæt ic þe do. Ða cwæð he. Drihten þt ich geseo. 42 Ða cwæð se hælend. geseoh. þin geleafe þe gehælde. 43 ⁊he sone geseah ⁊hym fylgde. god wuldriende ⁊eall folc god lof sealde. þæt hyo þt geseawen. |
The Four Gospels in AngloSaxon (Old English) were translated from Latin by Abbot Ælfric of Eynsham, probably some time within the period 990 – 1010.
British & Foreign Bible Society