Sealm 130 - Anglo-Saxon Psalms c.890-950 ADSealm 129 1 Ic of grundum to þe geomur cleopode; 2 Drihten, Drihten, do þu nu ða, þæt þu mines gebedes bene gehyre. Wesan þine earan eac gehyrende and beheldende mid hige swylce on eall gebedd esnes þines. 3 Gif þu ure unriht wilt eall behealdan, Drihten, Drihten, hwa gedeð æfre, þæt he þæt geefne eall mid rihte? 4 Ys seo mildheortnes mid þe, mihta wealdend, and ic for ðinre æ, ece Drihten, þas oþer eall eaðe aræfnige. Hwæt, þæt sawl min symble aræfnede, þæt ic on þinum wordum me wel getreowde; 5 forðon min sawl on þe symble getreoweð. 6 Fram þære mæran mergentide oðþæt æfen cume ylda bearnum, Israhelas on Drihten a getreowen. 7 Forðon is mildheortnesse miht on Drihtne and he alyseð lustum ealle, þa ðe hiht on hine habbað fæste. 8 He Israhelas ealle alyseð of unrihte æghwær symble. |
The first 50 psalms are credited to King Alfred the Great and were written in c.890-899 AD, and the last 100 psalms were translated c.900-950 AD by an unknown poet.
British & Foreign Bible Society