Biblia Todo Logo
idiomas
Biblia Todo Logo

Hvorfor er de “apokryfe” bøger ikke inspireret af Gud og ikke en del af den kristne kanon eller den jødiske Tanakh?

ℹ️ Kontekstmeddelelse
Denne bog er ikke inspireret af Gud og er ikke en del af den kristne kanon eller den jødiske Tanakh. Den vises kun af historiske og studiehensyn. Se fuld forklaring.

```

Resumé i 7 punkter (TL;DR)

  1. Den jødiske Tanakh (Loven, Profeterne og Skrifterne) blev lukket i oldtiden; de bøger, der kaldes “apokryfe/deuterokanoniske”, har aldrig været en del af denne kanon.
  2. Jesus og apostlene bekræfter denne tredeling (Lukas 24:44) og citerer aldrig de apokryfe bøger som “Skriften” med formler som “der står skrevet”.
  3. Tidlige jødiske kilder (fx Josefus) taler om en fast kanon og hævder, at den profetiske succession ophørte efter Malakias/Ezra; flere apokryfe bøger erkender, at der ikke er profeter i deres tid (Første Makkabæerbog 4:46; 9:27; 14:41).
  4. Tidlige kristne kriterier (apostolicitet, ortodoksi, alder, universel brug) opfyldes ikke af de apokryfe bøger.
  5. Eget vidnesbyrd: nogle apokryfe bøger gør ikke krav på inspiration og beder endda om overbærenhed for stilistiske fejl (Anden Makkabæerbog 15:37–39).
  6. Kirkehistorie: de blev læst som opbyggelige, men adskilte fra Skriften; Hieronymus placerer dem “uden for kanon”. Flere gamle lister er uenige; Rom erklærer dem kanoniske i Trient (1546); de ortodokse kirker bruger ikke identiske lister; de kristne kirker udelukker dem.
  7. Praktisk konklusion: de er værdifulde for historie og kontekst i den intertestamentlige periode, men ikke til lære som trosnorm.

1) Definitioner og omfang

  • Tanakh (Den hebraiske Bibel): tredelt samling anerkendt i jødedommen: Tora (Loven), Nevi’im (Profeterne), Ketuvim (Skrifterne).
  • Apokryfe / Deuterokanoniske: jødiske skrifter fra den intertestamentlige periode, bevaret især på græsk (Septuaginta). Blandt dem: Tobits Bog, Judits Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog (Ekklesiastikus), Baruks Bog, Første Makkabæerbog, Anden Makkabæerbog, græske tilføjelser til Ester og Daniel m.fl.
  • Pseudepigrafer: andre gamle skrifter (fx Første Enoks Bog), som aldrig har været på de kanoniske lister i jødisk eller kristen tradition.

Terminologisk note: “apokryf” bruges ofte i protestantisk tradition; “deuterokanonisk” i katolsk tradition for bøger, der blev anerkendt i en “anden” fase af kanondannelsen.

2) Tanakhs kanon og hvorfor de apokryfe bøger ikke indgår

2.1 Bibelsk og jødisk vidnesbyrd

  • Jesus henviser til Loven, Profeterne og Salmerne/Skrifterne (Lukas 24:44), hvilket afspejler Tanakhs struktur.
  • Matthæus 23:35 (“fra Abel til Zakarias”) antyder grænserne for den hellige historie i henhold til den hebraiske orden og inkluderer ikke den intertestamentlige periode.
  • Romerbrevet 3:2: “Dem er Guds ord betroet”, hvilket indebærer, at det jødiske fællesskab kendte de bøger, der var Guds ord.

2.2 Profetiens ophør og selvbevidsthed i de apokryfe skrifter

Flere passager i de apokryfe bøger erkender, at der ikke er profeter i deres tid:

  • Første Makkabæerbog 4:46: de gemmer alterets sten “indtil der stod en profet frem”.
  • Første Makkabæerbog 9:27: “En stor trængsel … som ikke var set, siden profeterne holdt op med at fremstå.”
  • Første Makkabæerbog 14:41: beslutninger “indtil der kom en trofast profet”.

Hvis der ikke er profeter, er der heller ikke profetisk inspiration til at føje bøger til den jødiske kanon. Derfor blev de ikke inkluderet i Tanakh.

3) Jesus og apostlene: Skriftens autoritet

  • Det Nye Testamente citerer hundredvis af gange Skriften med formler som “der står skrevet”, altid med henvisning til den hebraiske Bibel.
  • Selv om Det Nye Testamente kan hentyde til jødisk ekstrabibelsk litteratur (fx Judas 14 henviser til Enok), kanoniserer det den ikke.
  • Konklusion: det apostolske autoritetsmønster legitimerer ikke de apokryfe bøger som Skrift.

4) Tidlige kristne kanonkriterier

  1. Apostolicitet eller profetisk-apostolisk nærhed: apostolsk forfatter eller nær kreds (for Det Nye Testamente) / profetisk røst (for Det Gamle Testamente).
  2. Ortodoksi: overensstemmelse med troens regel.
  3. Alder: oprindelse i den profetiske (GT) eller apostolske (NT) tid.
  4. Universel brug: bred og vedvarende modtagelse i Guds folk.

Hyppige problemer i de apokryfe bøger:

  • Manglende krav på inspiration og erkendelse af begrænsninger (Anden Makkabæerbog 15:37–39).
  • Lærepunkter i spænding med den klare undervisning i den kanoniske Skrift (fx Tobits Bog 12:9; Siraks Bog 3:30 om almisse, der “udsletter synder”, kontra retfærdiggørelse og soning i Det Nye Testamente).
  • Anakronismer eller historiske vanskeligheder (fx kalder Judits Bog Nebukadnezar “konge af Assyrien”).
  • Tvivlsom/psedepigrafisk tilskrivning (fx Visdommens Bog taler i Salomos stemme, men er langt senere i tilblivelse).

5) Hvorfor findes de i nogle bibler?

  • Septuaginta (LXX), den græske oversættelse, som blev meget brugt blandt hellenistiske jøder og kristne, cirkulerede i samlinger, der inkluderede disse bøger.
  • Oldkirkelige forfattere: læser og citerer dem til opbyggelse; andre skelner dem fra Skriften (fx Hieronymus, Prologus Galeatus, placerer dem “uden for kanon”, om end nyttige at læse).
  • Gamle lister (Meliton af Sardes, Athanasios, regionale kataloger) er ikke helt ens.
  • Regionale synoder (Hippo 393; Kartago 397/419) inkluderede deuterokanonika i lokale pastorale sammenhænge.
  • Koncilet i Trient (1546) i Den katolske Kirke definerer størstedelen af deuterokanonika som kanoniske.
  • De ortodokse kirker har ikke identiske lister (fx Tredje Makkabæerbog, Salme 151 osv.).
  • Protestantisk tradition (Reformationen): udgiver dem særskilt som “bøger gode at læse”, men ikke normerende for lære (Artikel VI i De Niogtredive Artikler).

6) Hyppige indvendinger og korte svar

Findes de ikke i gamle kodekser (Vaticanus, Sinaiticus, Alexandrinus)?

Jo, de rummer brede samlinger baseret på Septuaginta, men tilstedeværelse i en kodeks er ikke det samme som ensartet kanonisk anerkendelse. De samme kodekser medtager bilag, som ingen i dag anser for kanoniske (fx 1–2 Clemens).

Brugte nogle kirkefædre ikke disse bøger?

Jo, til opbyggelse; men der var en vedvarende skelnen mellem “kanoniske bøger” (normerende for lære) og “kirkelige/opbyggelige” bøger.

Lukkede Jamnia/Yavne kanon?

Det er bedre at tale om en rabbinsk proces efter år 70 e.Kr., som bekræfter en allerede modtaget kanon; der er ingen evidens for et formelt “koncil”, der tilføjede eller fjernede bøger.

Judasbrevet citerer Enok – beviser det ikke, at andre ekstrabibelske bøger kan være inspirerede?

At citere eller henvise er ikke det samme som at kanonisere (Paulus citerer hedenske digtere uden at gøre dem til Skrift). Judas bruger et kendt vidnesbyrd for at undervise en sandhed, ikke for at kanonisereFørste Enoks Bog.

7) Indre vidnesbyrd i de apokryfe bøger, der peger på manglende inspiration

  • Erkendelse af manglende profeti i perioden: Første Makkabæerbog 4:46; 9:27; 14:41.
  • Erklæret begrænsning: Anden Makkabæerbog 15:37–39 (forfatteren beder om overbærenhed for mulige fejl).
  • Lære i spænding med resten af Skriften:
    • Almisse, der “udsletter” synder (Tobits Bog 12:9; Siraks Bog 3:30) kontra Kristi soningsværk og retfærdiggørelse ved tro.
    • Bøn for de døde (Anden Makkabæerbog 12:45–46) kontra fravær af grundlag i den hebraiske kanon og Det Nye Testamentes lære om dom.
  • Historiske problemer (fx Judits Bog, hvor Nebukadnezar kaldes Assyriens konge).

Disse tegn udelukker ikke deres historiske eller opbyggelige værdi, men de udelukker deres læreautoritet som trosnorm.

8) Konklusion

  • Jøder: inkluderede aldrig de apokryfe bøger i deres Tanakh, fordi de ikke hører til i den profetiske epoke og ikke opfylder kriterierne for “Guds ord”.
  • Evangelikale kristne: følger Jesus’ og apostlenes kanon (Lukas 24:44; Romerbrevet 3:2), anvender patristiske kanonkriterier og skelner mellem nyttig læsning og inspiration.
  • Nuværende brug: bidrager med historisk kontekst (den intertestamentlige periode, makkabæerne, sen jødisk fromhed), men ikke som grundlag for doktrin.

9) Centrale passager (jeg kan indsætte hele versene i din foretrukne oversættelse)

  • Lukas 24:44 — Jesus bekræfter Loven, Profeterne og Skrifterne.
  • Romerbrevet 3:2 — “Dem er Guds ord betroet.”
  • Matthæus 23:35 — “Fra Abel til Zakarias”, de historiske grænser i den hebraiske GT.
  • Første Makkabæerbog 4:46; 9:27; 14:41 — Erkendelse af profetiens fravær.
  • Anden Makkabæerbog 15:37–39 — Eget vidnesbyrd om manglende inspiration.
  • Tobits Bog 12:9; Siraks Bog 3:30 — Almisse og syndsforladelse (lærespænding).
  • Anden Makkabæerbog 12:45–46 — Bøn for de døde (dæmonisk praksis).
  • Hebræerbrevet 1:1–2 — Gud taler gennem profeter og endeligt i Sønnen.

(Sig til, hvis du vil have de fulde vers indsat ordret fra en bestemt dansk bibeloversættelse.)

10) Klassiske historiske referencer (til fodnoter)

  • Josefus, Contra Apion 1.8 (om de 22 hellige bøger).
  • Hieronymus, Prologus Galeatus (skelnen mellem kanonisk/kirkeligt).
  • Festbrev 39 af Athanasios (liste over GT og bøger til “opbyggelse”).
  • Koncilet i Trient, session IV (1546).
  • De Niogtredive Artikler (Artikel VI, anglikansk tradition: “bøger, der bør læses … men ikke til at fastsætte lære”).
```