Kategori
119 Verser fra Bibelen om Loven
Hvordan definerer Gud sin lov? Det er et vigtigt spørgsmål for os, fordi det har så meget at gøre med vores åndelige forståelse af, hvem Han er i vores liv.
Guds love er de love, der styrer hans måde at leve på, og som hans fremtidige rige vil være baseret på. De er guddommelige og perfekte i deres formål, retfærdighed og anvendelse.
Som Paulus skriver, er Guds lov "hellig, og budet er helligt, retfærdigt og godt", ligesom det er "åndeligt" (Romerne 7:12, 141). Og som kong David skrev: "Herrens lov er fuldkommen, den giver liv til sjælen." Han fortsatte med at beskrive skønheden og fordelene ved Guds vidnesbyrd, forskrifter, befalinger og domme, som er forskellige former for hans lov (Salme 19:8-122).
De bibelske love udgør et guddommeligt system af befalinger, forskrifter og domme, som alle nationer og alle mennesker burde respektere, da Gud er alles Skaber. Guds love definerer også begreberne retfærdighed og synd.
Og hvis vi adlyder dem, vil det altid være til vores eget bedste. Uanset hvad andre måtte sige, burde det at holde Guds lov være en glæde for dig, et udtryk for din kærlighed til Gud. Vi ved, at det kan føles umuligt at opnå det i egen kraft, men i Kristus kan vi alt.
Salmisten David lærer os, at Guds lov slet ikke er en byrde. Han skrev i Salmernes Bog: "Men jeg har min lyst i Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat." Guds lov er en glæde for vores sjæl, og vi bør altid meditere over den uden at afvige fra det, den evige Fader har fastsat for os.
Denne Lovs Bog skal ikke vige fra din Mund, men du skal grunde paa den Dag og Nat, paa det du kan tage Vare paa at gøre efter alt det, som er skrevet i den; thi da skal det gaa dig vel i dine Veje, og da skal du handle klogelig.
Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde;
men som har Lyst til Herrens Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat.
Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.
Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle ogsaa fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;
Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse.
Jeg ophæver ikke Guds Naade; thi er der Retfærdighed ved Loven, da er jo Kristus død forgæves.
Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Aanden, eller ved i Tro at høre?
Og Gud talede alle disse Ord og sagde:
Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus.
Du skal ikke have andre Guder for mig.
Du skal ikke gøre dig udskaaret Billede eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet under Jorden.
Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;
og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud.
Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig.
Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig.
Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning.
Men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Datter, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte.
Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den.
Ær din Fader og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig.
Du skal ikke ihjelslaa.
Du skal ikke bedrive Hor.
Du skal ikke stjæle.
Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne.
Du skal ikke begære din Næstes Hus. Du skal ikke begære din Næstes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.
Hvad da? skulde vi synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Naade? Det være langt fra!
Thi jeg byder dig i Dag at elske Herren din Gud, at vandre i hans Veje og at holde hans Bud og hans Skikke og hans Befalinger, at du maa leve og formeres, og Herren din Gud maa velsigne dig i det Land, som du kommer hen til for at eje det.
Og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af al din Formue.
Og disse Ord, som jeg byder dig i Dag, skulle være paa dit Hjerte.
Og du skal indskærpe dine Børn dem og tale om dem, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen, og naar du lægger dig, og naar du staar op.
Men Aandens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed,
Sagtmodighed, Afholdenhed. Imod saadanne er Loven ikke,
efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.
Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som Herren har sagt.
Og de læste i Bogen, i Guds Lov, klarlig og gave Folket Forstand derpaa, og dette forstod det læste.
Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.
Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Naaden end mere overvættes,
for at, ligesom Synden herskede ved Døden, saaledes ogsaa Naaden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.
Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov.
Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;
Og det skal ske, om du flitteligen hører paa Herren din Guds Røst, saa at du tager Vare paa at gøre alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag, da skal Herren din Gud sætte dig højt over alle Folk paa Jorden.
Mit Folk! giv Agt paa mig, og I, min Menighed! vender Øren til mig; thi Lov skal udgaa fra mig, og min Ret vil jeg føre frem til Lys for Folkeslægter.
Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: „Du maa ikke begære.“
saa at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester.
Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.
Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgaar, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaa af Loven, indtil det er sket alt sammen.
Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.
Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis.
Herrens Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser Øjnene.
Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige.
De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage.
Og nu, Israel! hvad begærer Herren din Gud af dig uden det: At frygte Herren din Gud, at vandre i alle hans Veje og at elske ham og at tjene Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl;
at holde Herrens Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa dig vel!
Og derpaa kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud.
Den, som siger: „Jeg kender ham,“ og ikke holder hans Bud, han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke;
Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.
Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
Dette er det store og første Bud.
Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.
Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.“
Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
Thi det: „Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke begære,“ og hvilket andet Bud der er, det sammenfattes i dette Ord: „Du skal elske din Næste som dig selv.“
Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.
Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, saa han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
Thi saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: „Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem.“
Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde;
men som har Lyst til Herrens Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat.
Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.
Du skal ikke følge Mængden til det onde, og du skal ikke svare i en Trætte, saa at du bøjer Retten efter Mængden.
Du skal ikke hævne dig selv, ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren.
De, som forlade Loven, rose de ugudelige; men de, som bevare Loven, strides med dem.
Naar der ikke er profetiske Syner, bliver et Folk tøjlesløst; men den, som bevarer Loven, han er lyksalig.
Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.
Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.
Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og saaledes domfældte Synden i Kødet,
for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Aanden.
Og du skal holde hans Skikke og hans Bud, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa dig vel og dine Børn efter dig, og at du maa forlænge Dagene i det Land, som Herren din Gud giver dig alle Dage.
Derfor, den, som bryder et af de mindste af disse Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige.
dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden Lov for Gud, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem, som ere uden for Loven.
men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af Lovens Gerninger, men kun ved Tro paa Jesus Kristus, saa have ogsaa vi troet paa Kristus Jesus, for at vi maatte blive retfærdiggjorte af Tro paa Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens Gerninger skal intet Kød blive retfærdiggjort.
thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres —
Hver den, som gør Synden, begaar ogsaa Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse.
Og det skal ske, naar han sidder paa sit Riges Trone, da skal han lade sig skrive en Afskrift af denne Lov i en Bog efter den, som er hos Præsterne, Leviterne.
Og den skal være hos ham, og han skal læse i den alle sit Livs Dage, paa det han kan lære at frygte Herren sin Gud, at holde alle denne Lovs Ord og disse Skikke og gøre efter dem,
for at hans Hjerte ikke skal ophøje sig over hans Brødre, ej heller vige fra Budet til højre eller venstre Side, for at han maa forlænge sine Dage i sit Kongerige, han og hans Børn i Israel.
Men han svarede og sagde til dem: „Hvorfor overtræde ogsaa I Guds Bud for eders Overleverings Skyld?
Naar nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed ogsaa en Omskiftelse af Loven.
Og Herren havde budet os at gøre alle disse Skikke, at frygte Herren vor Gud, at det maa gaa os vel alle Dage, og at han maa holde os ved Live, som det ses paa denne Dag.
og udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger, hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det til Korset;
Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Altsaa, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle ogsaa I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne.
— hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve saadanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men ogsaa give dem, som øve det, deres Bifald.
Og det skal ske, om du flitteligen hører paa Herren din Guds Røst, saa at du tager Vare paa at gøre alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag, da skal Herren din Gud sætte dig højt over alle Folk paa Jorden.
Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, naar du hører paa Herren din Guds Røst:
Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand.
Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Guds Aand, da er jo Guds Rige kommet til eder.
thi naar Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse, uden at have Loven, sig selv en Lov;
de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller ogsaa forsvare hverandre —
Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: „Du skal elske din Næste som dig selv,“ gøre I ret;
Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn,
med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter.
„Til Loven og til Vidnesbyrdet!‟ — dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,
Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
Der skal være een Lov for den indfødte og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder.
Og Mose skrev denne Lov og gav den til Præsterne, Levi Sønner, som bare Herrens Pagts Ark, og til alle de Ældste af Israel.
Og Mose bød dem og sagde: Naar syv Aar ere til Ende, paa Henstandsaarets bestemte Tid, paa Løvsalernes Højtid,
naar al Israel kommer at lade sig se for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvælge, da skal du udraabe denne Lov for al Israel, for deres Øren.
Lad samle Folket, Mændene og Kvinderne og smaa Børn og din fremmede, som er inden dine Porte, at de maa høre, og at de maa lære og frygte Herren eders Gud og tage Vare paa at gøre efter alle Ordene i denne Lov;
og at deres Børn, som ikke kende det, skulle høre og lære at frygte Herren eders Gud alle de Dage, som I leve i det Land, hvorhen I drage over Jordanen til at eje det.
Saa siger Herren: Holder over Ret og gører Retfærdighed; thi min Frelse er nær til at komme og min Retfærdighed til at aabenbares.
Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
Thi et langt Liv og mange Aar at leve i og Fred skulle de bringe dig rigeligt.
Derpaa kende vi, at vi elske Guds Børn, naar vi elske Gud og gøre hans Bud.
Thi dette er Kærlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans Bud ere ikke svære;
Thi Guds Rige bestaar ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand.
Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis.
I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere!
Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger Herren, din Forbarmer.
Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, saa I med al Visdom lære og paaminde hverandre med Psalmer, Lovsange og aandelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud.
Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham.
Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,
saa at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstaar Guds Ordning; men de, som modstaa, skulle faa deres Dom.
Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget.
Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Aand, Ledemod saavel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.
Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift.
Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.
Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.
Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen.
Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er Hagar.
Vel havde ogsaa den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.
Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det hellige.
Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,
og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus,